Sportsdirektørens optakt: FC SVENDBORG – FC SYDVEST

Spchef-opkt-16

VELKOMMEN til SÆSON START 2015 d.29.marts kl. 13.00

Søndag d.29.marts
Fynske Bank Arena – Høje Bøge
FC Svendborg – FC Sydvest

Efter en hektisk og lang vinter pause er vi nu igen klar til at spille om point i 2. division. Vinteren har som bekendt budt på et trænerskifte. Ind er kommet Julian Johnsson – vores tidligere anfører og kriger på førsteholdet. Julian er kommet rigtig godt fra start og har på kort tid fået implementeret nye ideer omkring træning, taktik og værdier. Set fra min stol er Julian det rigtige valg for fremtiden. Han har hjertet med i klubben og han vil på længere sigt arbejde for at videreudvikle, ikke bare 1. holdet, men HELE klubben.

På den korte bane er kravet dog helt enkelt – nemlig at sikre FC Svendborgs forbliven i 2. division. Den mission kræver en 10. plads og med vores nuværende placering som nummer 9 er det naturligvis påkrævet med point på kontoen. Ikke mindst i starten, hvor vi møder tre af vores direkte konkurrenter. Vi har 5 point ned til den direkte nedrykning men omvendt har vi også ”kun” 5 point op til 3. pladsen.

Dagens kamp mod SYDVEST er en hård start på 2. halvsæson. Et kig i tabellen viser at vi ligger side om side og det vil derfor med stor sandsynlighed blive en tæt og intens kamp i dag med masser af nerve. Nok ikke det flotteste spil – men to hold som vil dø med støvlerne på.

Trupmæssigt har vi i vinter pausen mistet lidt spillere på den offensive konto. Mest ærgerligt er det at unge Jonas Hansen (1. års U19) er taget til OB, men sådan er fødekæden og Jonas skulle videre, ingen tvivl om det. Dog havde jeg (og andre) spået ham det helt store gennembrud i 2. division i dette forår, hvis han var blevet hos os.

På plus kontoen er kommet Tais Holm Christensen fra Næsby, Brian Mortensen (Tåsinge) og vores tidligere topscorer Jesper ”Gary” Rasmussen (Skårup IF). Alle tre er spillere med store kvaliteter i den offensive del af spillet. I defensiven er det meget glædeligt at se Mathias Hansen tilbage på sit tidligere så høje niveau. Mathias har været ude det meste af efteråret med en drilsk skulderskade.  Truppen er herudover blevet tilført noget ung bredde i form af Ervin Sarvan og Alexander Jiménez, som er vendt retur til os fra hhv. Næsby og Tåsinge. Herfra skal lyde et stort velkommen til alle vores nye ansigter.

Med disse ord vil jeg byde dagens dommer trio, publikum samt vores modstander fra Tønder velkommen her på Høje Bøge Stadion.

God KAMP

Sportschef, FC Svendborg
René Sundstrøm

 

Husk at vi spiller 2 kampe i påsken

Torsdag d.2.april drager vi til Kolding IF, hvor kick off er kl. 15.00

Vi opfordrer til samkørsel, med afgang fra banegården kl. 12.30
Vi har 40 entrebilletter til dem der vil med

 

Mandag d.6.april tager vi imod Middelfart på hjemmebane, kick off er kl. 15.00

Vi opfordrer til at du kommer i god tid og varmer op med dine venner og spillerne.
Portene åbner 13.45, hvor der er Happy Fan Hour.