Sportschefens optakt: FC Svendborg vs Thisted

1

På lørdag byder vi velkommen til Thisted

Så er vi nået til sæsonens (måske) sidste hjemmekamp.

Sæsonen har budt på både godt og ondt – men mest godt. 2014/2015 har budt på trænerskift, udskiftning i spillertruppen, nervepirrende kampe og nu et rent afslutningsdrama hvor over halvdelen af rækken stadig har MASSER at spille for.

I toppen følges Næstved og Marienlyst ad til den bitre ende. Dog kan tingene afgøres lørdag, hvis Næstved vinder.

I ”bunden” som jo reelt er i midten – er hele syv hold mudret ind i kampen om overlevelse i 2. division. Vi selv ligger lige nu på play off pladsen (nr. 11) – men har den store fordel at vi selv kan afgøre vores skæbne. Det er et rigtig godt udgangspunkt. Fakta er nemlig at vi med to sejre til sidst er sikre på at slutte bedre end plads 11. Uanset andre resultater. En svær opgave – men intet er umuligt.

Første udfordring er Thisted lørdag. Thisted er et af de få hold som IKKE har noget på spil de sidste to runder. Nuvel, der er en placering i rækken at spille for, men op- og nedrykning er ikke længere et tema for klubben fra Thy. Thisted har haft en flot sæson og har inden dagens kamp opnået 45 point på 4. pladsen. Holdet har i angriber, hattrick ekspert og topscorer Mikkel Agger sin største profil, men fungerer primært som en homogen enhed med mange dygtige spillere.

Vores seneste præstation i Kjellerup gav mange positive løfter, også selvom modstanden var noget svag. Men kampene forinden mod Ringkøbing og Næstved har også vist et Svendborg hold, som er ved at finde konceptet for alvor. Et koncept vi skal holde mod Thisted.

Da det er sæsonens sidste kamp vil jeg sædvanen tro benytte lejligheden til at takke vores trofaste sponsorer for støtten i denne sæson. Samtidig en stor tak til vores publikum samt vores frivillige ”stadion-team” som sørger for alle de praktiske ting omkring vores hjemmekampe.

Med disse ord byder jeg dommer trio, publikum samt vores modstander fra Thisted velkommen lørdag, på Fynske Bank Arena – Høje Bøge.

God KAMP

Sportschef  René Sundstrøm

Kampen:

Fynske Bank Arena – Høje Bøge
FC Svendborg – Thisted
Lørdag d. 13. juni

Happy Fan Hour: 14.00
Kickoff: 15.00