Sportschefens optakt: FC Svendborg – Nykøbing FC

2-runde-web

Alle hold ser skarpe ud

Alle bydes VELKOMMEN til lørdagens kamp i KANALSPORT DIVISIONEN.

Efter en voldsomt hektisk afslutning på sidste sæson – hvor vi efter et sandt drama i Varde – reddede os en ny sæson i 2. division, er der i dag dækket op til sæson (hjemme) premiere her på Fynske Bank Arena -Høje Bøge.

Lørdagens modstander er forhåndsfavoritterne fra Nykøbing FC, der med et meget flot sportsligt forår samt et stort kapital indskud i ryggen, går efter at komme med i toppen af dansk fodbold. Et projekt der skal kulminere senest i 2020 med oprykning til Superligaen.

Prominente navne som Claus Meyer og ex. landsholdsspiller Claus Jensen er sammen med bl.a. komiker Mick Øgendahl med i en investorgruppe som har skudt 5 mio. kr. i projektet og som herudover vil skrabe yderligere 5 mio. kr. ind hos sponsorer mv.

Der er ingen grund til jantelov her – jeg synes det er fantastisk at der er personer med ambitioner og engagement, som vil genrejse fodbolden på Falster. Det gør da bare vores egen liga i år så meget mere interessant.

Vi er havnet i en yderst skarp pulje, hvor modstanderne er Frem, B93, Fremad Amager, Næsby, Marienlyst, Dalum og så dagens modstander fra Nykøbing. På papiret uhyggeligt svært sportsligt men dælme også utrolig interessant, at møde de gode gamle traditionsklubber krydret med 6 lokalopgør. Det MÅ give noget mere interesse omkring fodbolden på Sydfyn og fodbolden i 2. division generelt.

Vores egen korte sommer pause er brugt godt og fornuftig. Vi har som altid mistet lidt spillere men der er som altid også kommet nye til. Samlet set er vi styrket i forhold til foråret. Vores tilgange er målmand Anders Michelsen der kommer tilbage til SfB efter et ophold i både FCM og OB. Forsvarsspiller Tobias Pedersen fra Dalum, midtbane spiller Martin Munk (tilbage fra rejse), angriber Maad Aziz fra B1913 samt angriber Jesper Christiansen fra Fredericia FC. Alle fem spillere som vi venter os meget af og som allerede har vist rigtig gode takter i træningskampene, sæson åbneren i Næsby samt i onsdags i B1913 hvor vi gik videre i DBU Pokalen med en sikker 3-0 sejr. Et stort velkommen skal lyde til alle de nye.

Alle hold ser skarpe ud i denne række – alle hold har forstærket sig – alle hold har et mål om top 4. Der resterer derfor 13 hårde og spændende kampe og vi starter i dag hvor vi skal være mere end klar.

Med disse ord bydes dommertrio, publikum samt vores modstander fra Nykøbing FC velkommen her på Fynske Bank Arena – Høje Bøge.

God KAMP

Sportschef
René Sundstrøm