SPORTSCHEFENS OPTAKT: FC Svendborg – Jammerbugt FC

1

Anders Hjort byder velkommen til dagens hjemmekamp mod Jammerbugt, kl. 15.00

Forårssæsonens nedrykningsspil i KanalSport Divisionen er for mange hold reelt slut. For rent faktisk er det kun os og AB Tårnby, der har noget at spille for i de sidste to runder. Det må være et krav, at vi kan se tændingsforskel når kampen fløjtes i gang.

Et lille tilbageblik på sidste weekend. Lørdag eftermiddag var vi på Amager for at møde B1908. Et solbeskinnet stadion med en nydelig, men lidt langsom græsplæne kunne varsle om god fodbold – og det fik vi i store perioder. Kampen igennem var det tydeligt, at vi simpelthen havde flere modtræk mod en B1908- defensiv, der ikke var bange for at skubbe højt. Glædeligt for vores vilde Hvilsom, der boltrede sig i bagrummet. Han var dog tidligt i 1. halvleg henvist til at træde uden for banen, da han ifølge dommeren havde lyskebukser på, der kunne forveksle ham med en B1908-spiller..

Endnu en besked modtog Hvilsom i samme ombæring, da Kurt Hansen beordrede bukserne af Hvilsom ved bænken. Om det lille stunt gav ”luft” til mere, er usikkert. Men sikkert var det, at Hvilsom ikke så sig tilbage mere i den kamp. På utrættelig vis kom han til chancer skabt på den energi og fart i driblingerne, som vi kender ham for, og som gav en scoring til 2-1 i 1. halvleg. Føringen kunne have været udbygget til 3-1 to sekunder før pause-te, hvis den friløber, som Hvilsom selv skabte i 1. halvlegs tillægstid ved at løbe fri af to B1908 forsvarere, var eksekveret med yderligere skarphed i det lange hjørne. Forinden havde vores ghanesiske Noel scoret til 1-0, hvilket desværre blev udlignet minutterne efter på grund af manglende kynisme i bagkæden. Ingen var i tvivl om, hvad Kurt Hansen mente om denne batalje.

Fra 2. halvlegs start kom B1908 ud med et højere tempo, der gav enkelte bekymringer for forløbet af 2. halvleg. De skulle vise sig at være ubegrundet, for det resterende af 2. halvelg stod på flot spil af vores egne, hvor Hvilsom atter var på pletten med to flotte scoringer til 3-1 og 4-1. Det var også den dag, hvor B1908 måtte se sig degraderet til Danmarksserien. Og hvor vi i denne runde står i en yderst fordelagtig position.

 

Dagens modstander

Sammen med vores orangeklædte betrædes grønsværen i dag af Jammerbugt FC, som kommer på besøg. Jammerbugt FC har hentet 6 points på udebane, og 10 points er hentet på hjemmebane. Sidst, vi var i duel mod Jammerbugt FC, fik vi flotte 3 points med hjem på en stor indsats. Jeg tror på, at Kurt og resten af trænerstaben kan sparke den fornødne tænding ind i hovederne hos den enkelte, der kan give den styrke og energi til minimum at få 1 point, som vil sikre os KanalSport Division efter sommer. AB Tårnby er samtidigt tvunget ud i sejr over Skovbakken for at fastholde deres forhåbninger om overlevelse. Det ligner unægtelig to sjællandske degraderinger – uden at tage forskud på glæderne.

Med et ”fodbold uden filter” perspektiv er det på mange måder en kedelig tur for Jammerbugt FC, der både har været nær nedrykningsballaden, fyret træneren og haft ambitioner om at bide skeer med traditionsklubber i de østlige egne af landet – vel og mærket i oprykningspuljen. Og nu et adrenalinforladt udgangspunkt på Sydfyn, der mest af alt handler om den faglige stolthed. Den forskel på de to holds udgangspunkter skal kunne ses!

Med forventningerne om en velspillet kamp ønskes med- og modspillere, vores sponsorer samt fynske og jyske fans en oplevelsesrig eftermiddag på Fynske Bank Arena, Høje Bøge.

FC Svendborgs sportschef, Anders Hjort.