SPORTSCHEFENS OPTAKT: FC Svendborg – B1908

1

Anders Hjort byder velkommen til lørdagens hjemmekamp mod B1908, kl. 15.00

Det er atter blevet lørdag, og atter er vi så heldige at kunne se vores sydfynske helte på hjemmebane, da vi spiller den anden hjemmekamp i streg.

 

FC Svendborg – B1908
5.runde
Lørdag d. 9. april
Kickoff: 15.00
Happy Fan Hour: 14.00
Fynske Bank Arena – Høje Bøge

 

I fodboldens verden betragter man en 2-0 føring som en utroligt farlig en af slagsen. Farlig, fordi du føler dig tilstrækkeligt sikker på 3 points og derfor kører på autopilot resten af kampen. Du har, så at sige, sat dig på tilskuerpladserne for at undgå flere knubs og anstrengelser for blot at vente på dommerens slutfløjt, som giver en lille håndfuld point til kontoen. Enhver fodboldspiller har prøvet dette – at føle sig for magelig!

Hvad vi ved, den dag i dag, er at en 1-0 føring og en mand i overtal kan være lige så farligt som en 2-0 føring. En skæbne vi måtte sande sidste lørdag, hvor alt så rosenrødt ud, da spillerne gik til pause-te efter at have spillet en super stærk 1. halvleg. Problemet var, at vi aldrig rigtigt kom ud til 2. halvleg.

Herefter spillede vi langsomt, stift og uden engagement eller vilje – vel netop holddyder, vi i disse tider skal leve meget af. En kamp, det er helt unødvendigt at bruge mere spalteplads på, da vi i dag har en ekstremt vigtig kamp, vi skal fokusere på. Spillerne har alligevel fået evalueret sidste weekends kamp mandag – og det er jo længe siden.

Vi ved alle at pointhøst giver ro til at kigge fremad. I første omgang til at kunne bevare vores position på den rigtige side af stregen. Derfor håber jeg på solid opbakning til drengene, når sjællandske B1908 kommer på besøg i dag.

 

Dagens modstander

Dagens modstander indtager rækkens sidste plads, der har haft en uhyggelig svær start på nedrykningsspillet. B1908 startede i forvejen med laveste antal points til nedrykningsspillet, og er derfor af samme årsager hægtet en smule af fra de resterende hold i bunden. Hvis B1908 skal med i overlevelsesræset, er det ved at være tid. Det pres og den nervøsitet, som det kan frembringe, skal vi udnytte.

B1908 kan nemlig tælle 4 nederlag ud af 4 mulige. Hvis vi konkret kigger på modstanderne for B1908 i de første 4 kampe, så er det ingen skam at tabe til hverken B93 eller oppe nordpå hos Jammerbugten eller for den sags skyld hos de boldflytteglade Næsbyer, der jo har oprustet en del til forårssæsonen. Og et 4-0 tab til Skovbakken i B1908’s sæsonindledning er sandsynligvis ikke repræsentativt for kampen, der involverede et rødt kort, ligesom vi selv følte, at 3-0 tabet i forårssæsonens indledende kamp mod Avarta var lige i overkanten.

Statistikker kan vi ikke vinde kampe med, men vi kan bruge dem som aftrækker til at finde de rette mentale værktøjer frem i os selv samt udpege eventuelle sårbarheder hos modstanderen.

Hvis vi starter, som vi startede sidste weekend, ved spillerne godt, at vi kan veksle kampen for 3 points, men det betyder, at vi skal investere rigtigt meget som kollektiv og spille med samme mod og hjerte, som vi gjorde det i de første 45min i lørdags mod Odder.

Med forventningerne om en god kamp ønskes med- og modspillere, vores sponsorer samt fynske og sjællandske fans en oplevelsesrig eftermiddag på Fynske Bank Arena – Høje Bøge.

FC Svendborgs sportschef, Anders Hjort.