SPORTSCHEFENS OPTAKT 14.RUNDE: FCS – Holbæk

1-fcs-hjort

Anders Hjort byder velkommen til hjemmekamp på Hellegårdsvej, Grundlovsdag.

Vi lavede solide resultater i påsken, hvor et tilsvarende intensivt program stod for døren. Denne gang er der lagt op til pinse-gys mod henholdsvis Fredensborg og Holbæk.

Da disse linjer nedfældes (torsdag), er vi på vej mod Fredensborg. Det betyder, at vi allerede igen mandag 2. pinsedag er i infight mod Holbæk. Som nævnt tidligere ramler vi ind i samtlige hold, der er sovset ind i nedrykningsballaden i de resterende kampe. Kan vi komme ud af pinsen med solide points (4-6 points), vil vi kunne håbe på overlevelse til det allersidste i udekampen mod HIK den 17. juni. Vi er betragteligt klogere kl. 17.00 2. pinsedag mht. vores teoretiske mulighed for overlevelse.

 

Tilbagekig

5 points op til overlevelse er blevet til 7, da disse linjer nedfældes. For i sidste runde mod Vejgaard mødte vi et simpelt spillende mandskab, der kendte sin besøgelsestid. Den nogle gange hæmmende favoritrolle var ikke noget, vi var begejstrede for under den bagende sol. Og ingen tvivl om, at kampen udviklede sig til det onde ved, at vores jyske nedrykningsaspiranter kunne opnå momentum ved en føring til 1-0. Et antal passive situationer udspillede sig nemlig i streg i feltet efter en dødbold fra venstre centreret ind i forrummet. Her var en Tiggo-parade ikke nok i første omgang. Og så kunne Vejgaard ellers trække sig tilbage i et meget kompakt forsvar, der så ud til at passe dem rigtig godt i varmen. Imens søgte vi hastigt videre efter huller i det jyske forsvar uden rigtigt bid og placeringsevne i feltet. Kort efter blev vores mentale skrubler forøget, da vi via et boldtab gav Vejgaard en farlig omstilling. Bolden lå få sekunder efter, via en Vejgaard-tordenstøvle, i nettet til stor ærgrelse for Svendborg-lejren. Herefter fulgte insisterende, lange perioder med powerplay på ren ishockey-manér af vores FC Svendborg-soldater uden den håbefulde reducering, der kunne give spænding til kampens slutfase. 2-0 var slutresultatet, og vældigt skuffede måtte vi gå fra banen.

 

Holbæk kommer på besøg

Holbæk kommer med forholdsvis mange indhentede points, siden vi tabte til dem i første omgang af nedrykningsspillet. Til trods for Holbæks indhentede points, er de ikke kravlet på den rigtige side af nedrykningsstregen, da disse linjer nedfældes. Holbæks points viser sig i statistikkerne at blive hentet næsten udelukkende på hjemmebane, hvor udebanekampene slet ikke har rystet en sejr af sig endnu. Den statistik skal vi selvfølgelig gøre alt for at bevare, da vi med en sejr vil kravle noget tættere på overlevelse. Og ikke desto mindre vise, at vi kan hente sejre på hjemmebane!

Med forventningerne om en tæt og nervepirrende kamp ønskes med- og modspillere, vores sponsorer samt fynske og sjællandske fans en oplevelsesrig eftermiddag på Hellegaardsvej 4. FC Svendborgs sportschef, Anders Hjort.