Runde 27: FC Svendborg 0 – 1 Næstved

joey-1

Førerholdet kom på besøg i en kamp med spænding til det sidste

Onsdag aften klokken 19:00 blev kampen mellem FC Svendborg og topholdet Næstved BK fløjtet igang. Solen var nedadgående så den kastede store skygger ud over banen, men vejret var godt og det var lige ved at være lunt.

(FOTO: Joey, fra kampen på udebane mod Næstved i efteråret)

 

FC Svendborg gik på banen med følgende holdopstilling: Andreas Dyhr, Casper Kruse (anfører), Christoffer Hermansen, Rasmus Friis Andersen, Kasper ‘Joey’ Johansen, Christian Bannis, Kenneth Andersen, Jeppe Maquardsen, Anders Hjort, Bakary Bojang og Jesper ‘Gary’ Rasmussen.

Kampen startede ud med et Næstved hold som, godt støttet af deres medrejsende fans, gerne ville hurtigt frem på banen og skabe chancer. Svendborg forsvarede sig dog godt, og kom også enkelte gange til chancer. Især Bakary Bojang drillede Næstveds forsvar, og efter omkring tyve minutters spil satte han tre Næstved spillere af med sine driblinger, men den efterfølgende aflevering fik en grøn modtager istedet for en orange. Desværre måtte han gå ud med en skade i pausen. Her blev han erstattet af Jonas Thorup. To minutter inden halvleg mistede Svendborg bolden i forsvaret, og det resulterede i en friløber til en Næstvedspiller. Andreas Dyhr fik stoppet bolden på det første skudforsøg, men han nåede ikke at komme op før en anden Næstvedspiller kan skyde bolden i mål til stillingen 0-1.

 

I 2. halveg kom de orange mere med ind i kampen, og de holdt lidt mere på bolden. Kenneth Andersen fik sendt et par skud afsted på mål, der desværre blev taget af Næstved keeperen. Dog kan man godt se at Næstved er førerholdet i 2. division vest, og de kom også til en del chancer. Især Næstveds nummer 9 skabte problemer i forsvaret.

Selvom der var spænding til det sidste udviklede kampen sig ikke yderligere, og Næstved fik en fortjent sejr på 0-1 efter en god kamp.

 

Næste kamp er er på udebane mod Kjellerup IF på lørdag den 6. juni.

Næste hjemmekamp er mod Thisted FC lørdag den 13. juni. Her vil der være gratis entre.