PRESSEMEDDELELSE: Julian Johnsson er FC Svendborgs nye cheftræner

1

FC Svendborgs nye cheftræner er Julian Johnsson

FC Svendborg kan nu offentliggøre at 2. divisionsholdets nye cheftræner er Julian Johnsson.

Som assistenttræner fortsætter Anders Hjort.

Julian Johnsson har en fortid i klubben som både spiller og assistenttræner.

Som aktiv spiller rundede Julian Johnsson 103 førsteholdskampe, de fleste som anfører.

Julian Johnsson var en af de bærende kræfter da holdet rykkede op i 2. division i 2008.

Udover FC Svendborg har Julian Johnsson spillet i norsk, islandsk, færøsk og engelsk fodbold, ligesom det blev til 62 landskampe og 4 mål for Færøerne.

Til daglig er Julian Johnsson ansat som underviser på Oure skolernes efterskole, hvor han arbejder som fodboldansvarlig og fodboldtræner.

Julian Johnsson færdiggør DBU’s A-træner uddannelse senere i januar måned.

 

FC Svendborgs formand Adam Ringsby-Brandt udtaler:

Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Julian Johnsson som vores nye cheftræner. Han har alle de kvaliteter der skal til for at kunne få succes i en klub som vores.

Julian er en meget intelligent person med god taktisk forståelse, kombineret med et stort fighterhjerte. Han har erfaring med udvikling af spillere, hvilket er afgørende i en klub som vores, ligesom han fremstår som en af klubbens største spillere de sidste 10 år.

Julian har erfaring som spiller fra højeste niveau, hvilket giver ham en helt naturlig respekt fra alle i fodboldverdenen.

At vi nu kan præsentere en person, der har fodboldhjertet på Sydfyn er naturligvis rigtig tilfredsstillende for os.

 

Julian Johnsson udtaler:

Jeg har altid haft et ønske om at kunne prøve mine fodboldmæssige egenskaber af som træner på divisionsniveau, og da buddet kom fra min hjerteklub FC Svendborg var det om at slå til.

FC Svendborg er en klub med tradition for at udvikle og bruge lokale talenter, og det kombineret med at klubben har en meget rutineret trup gør opgaven rigtig spændende.

Jeg er vant til at arbejde med talenter i daglig job på Oure skolernes Fodboldakademi, hvilket jeg stortrives med. Jeg ser naturligvis nu også frem til at arbejde med et divisionshold, hvor ønsket om at udvikle spillerne skal kombineres med det at skaffe resultater.

Første del af opgaven bliver nu at gøre truppen klar til at kunne levere de nødvendige 20 points for sikre forbliven i 2. division.