PRESSEMEDDELELSE

1

FC Svendborg rokerer i den sportslige organisation

(foto: Anders Hjort og René Sundstrøm)

FC Svendborg får ny sportschef og assistenttræner:

I forbindelse med rokade i den sportslige sektor i FC Svendborg tiltræder Anders Hjort som ny sportschef, mens den hidtidige sportschef René Sundstrøm fortsætter som sportslig koordinator.

Kurt Hansen indtræder i stedet for Anders Hjort som assistenttræner.

René Sundstrøm har efter eget ønske valgt at udtræde af rollen som sportschef efter 10 år i denne funktion.

René Sundstrøm fortsætter sit arbejde i klubben, nu som sportslig koordinator med det overordnede ansvar for den sportslige del af organisationen.

Samtidig forfremmes Anders Hjort fra sin rolle som assistenttræner som ny sportschef, hvor han får det daglige ansvar for spillertrup og scouting.

Forfremmelsen af Anders Hjort til sportschef efterlader en ledig plads som den ene af de assistenttrænere der er omkring 2. divisionsholdet.

Divisionsholdets tidligere cheftræner, nuværende U19-træner Kurt Hansen overtager rollen som assistenttræner.

 

Det sportslige setup i FC Svendborg er herefter således:

Sportslig koordinator: René Sundstrøm
Sportschef: Anders Hjort
Cheftræner: Julian Johnsson
Assistenttrænere: Michael Nielsen og Kurt Hansen

 

Formand Adam Ringsby-Brandt udtaler:

Vi har gennem vinterpausen arbejdet på at få styrket vores setup omkring divisionsholdet herunder at få flere hænder til de opgaver der ligger omkring spillertruppen og scouting.

Samtidig har René Sundstrøm efter 10 år i rollen som sportschef ønsket at videregive nogle af sine arbejdsopgaver.

De opgaver som ligger omkring spillertrup og scouting har Anders Hjort gerne ville overtage og træder derfor ind i rollen som sportschef, mens René Sundstrøm beholder de administrative opgaver samt fortsætter som klubbens repræsentant i divisionsforeningen og DBU.

Vi er rigtig glade for den indsats René Sundstrøm har gjort i klubben gennem 10 år, og er ligeledes glade for at han fortsætter med langt de fleste af de opgaver han i forvejen har varetaget, og dermed med sin erfaring er med i driften af klubben.

Vi er samtidig glade for at kunne knytte Anders Hjort ind i en rolle omkring arbejdet med spillertruppen, hvor han har rigtig mange positive kompetencer.

 

Sportslig- og administrativ koordinator René Sundstrøm udtaler:

Rokaden i vores organisation har primært været drevet af, at jeg efter eget valg har ønsket at videregive nogle af mine hidtidige arbejdsopgaver.

Dette kombineret med det faktum, at det vil styrke os at få flere hænder indover arbejdet med spillertruppen gør at tidspunktet nu er det rette. Det vil give Anders Hjort de bedste betingelser for at skabe en slagkraftig trup når den kommende sæson starter efter sommerferien.

Jeg er personligt rigtig glad for at det hele har flasket sig så vi både har fundet en kompetent afløser på sportschef-rollen og en god erstatning til det ledige assistenttrænersæde.

Jeg er sikker på at både Anders Hjort og Kurt Hansen kan bringe en masse energi og friske ideer til arbejdet omkring truppen.