På søndag tørner FC Svendborg og Kjellerup atter sammen på Høje Bøge Stadion.

1

For under 1½ uge siden ekspederede Svendborg Kjellerup ud af DBU Pokalen, da Sandro Spasojevic scorede kampens enlige mål i den forlængede spilletid.

På søndag er der points på højkant – hele 3 af slagsen – og dem vil begge hold med garanti gerne have fingrene i. Kjellerup ligger ikke højt på formbarometret, da de ikke har vundet i deres seneste 4 kampe. Det har derimod de Orange fra FC Svendborg. 3 ud af de seneste 4 kampe er vundet – og i søndags lykkedes det Carsten Hemmingsens tropper af hente et værdifuldt og hårdt tilkæmpet point i den svære udekamp i Thisted.

Størst selvtillid og tro på sejr må hjemmeholdet dermed have, når kampen fløjtes op på søndag kl. 13.00. Portene åbnes kl. 12.00. Kom gerne i god tid og vær med til at booste en stor portion gejst ind i spillerne inden det går løs.
En sejr til FC Svendborg vil for alvor bringe holdet tilbage i den sjove ende af tabellen. Hele 5 hold har pt. 11 p. i det supertætte midterfelt, så det er med at hænge på i netop denne periode.