Turen går til Næstved…

1

Søndag drager de orange til Næstved for at tage kampen om med traditionsklubben, der er ny i 2.division Vest.

Tilbage i tiden har Næstved gennem flere sæsoner haft så slagkraftige mandskaber, at de både har lagt fast i landets bedste rækker og klaret sig godt i pokalturneringen. Tilbage i 90’erne holdt klubben sig fast i Superligaen fra 1991 til og med sæsonen 95/96. Dertil vil klub og publikum gerne tilbage. Siden 90’erne har klubben haft en tilværelse i 1.division, som de seneste år har været skiftet ud med et par sæsoner i 2.division, hvor de plejer at spille i øst-rækken.

Sidste år blev Næstved nummer to på den anden side at bæltet, og derfor har de i år anmodet om at komme over i vores gruppe, Vest, hvor de efter eget udsagn antager at det er nemmere at vinde.

Her i 2.division Vest har Næstved efter 9 runder allerede vundet flere kampe, men de har også tabt, så den nemme vej til toppen findes heller ikke på Fyn og i Jylland. Sådan er fodbold. Der er to hold på banen, bolden er rund og søndag er det FC Svendborg der kommer på besøg på den gamle sydsjællandske superligaarena.

På Næstved Stadion forstår publikum at rykke sammen omkring fodbolden. Her har der til de første hjemmekampe i 2.division Vest både været 800 og 1.000 tilskuere til holdets kampe, så det bliver spændende at se hvor mange tilskuere kampen mod os kan trække af huse, på søndag. Vinder Næstved slaget  rykker de op, nærmere toppen, hvor de pt. kun har 4 point til førstepladsen. Vinder FC Svendborg tvært imod, så overhaler vi Næstved inden om, i kraft af de tre point, som vi meget gerne vil have fingrene i.

Hidtil er FC Svendborg det eneste mandskab i rækken, som er ubesejrede på udebane og det vil vi kæmpe og slås for at vi stadig er, når vi vender tilbage fra Sjælland søndag aften.

Hvis du er så heldig at kunne tage Kanalsport – eller hvis du kan logget ind på deres hjemmeside:
https://www.kanalsport.dk/live/2-div-naestved-svendborg
, så livestreamer de kampen fra Næstved kl.14.00.
Ellers husk, at der kun er 107 km til Næstved fra Svendborg.

God weekend alle sammen.