Underholdende kamp i Skovbakken endte 2-2

Hold: 2. Division
Dato: 13. august 2001
Der var ikke mange tilskuere på lægterne da FC Svendborg lørdag
middag gæstede Skovbakken i 2. division vest. De der trods alt
dukkede op fik valuta for alle pengene i en mål- og chancerig
affære, der endte 2-2.
FC Svendborg havde til lørdagens
kamp kun en enkelt ændring til startopstillingen i forhold til
sæsonpremieren. Jonas Hvilsom startede kampen på højre midtbane i
stedet for Mikkel Knudsen, som i stedet tog plads på bænken. Den
rotation blev dog hurtigt ændret tilbage, da Hvilsom måtte udgå af
kampen efter ca. 25 minutter.
FC Svendborg startede kampen fint
med tålmodigt kombinationsspil - men uden at have held med den
sidste aflevering. Hjemmeholdet Skovbakken spillede i kampens
indledning lidt mere direkte med færre stationer, og det mundede ud
i afslutninger hist og her. Efter ca. 15 minutter kom første
alvorlige trussel mod Andreas Dyhrs mål, men Svendborg-keeperen som
stod en formidabel kamp, parerede med en lynrefleks og stadig ingen
mål.
I det 32. min. skete der så noget
for alvor. Skovbakkens Lasse Nørdam får i egen venstre side lov til
at drible forbi af 4-5 modstandere og til sidst kan han sende
bolden i mål til 1-0.
Fynboerne lod sig ikke ryste af den
scoring og fortsatte med at det fine "boldfaste" spil opad banen
med Anders Hjort som det naturlige omdrejningspunkt på banens
midte. Farligst var FC Svendborg på 2 hjørnespark, der blev sparket
til forreste stolpe, hvor Casper Kruse headede videre, hvilket
fuldstændig tog fusen på det jyske forsvar. FC Svendborg var
snublende nær en udligning i begge situationer, men de sidste 20
cm. indover stregen kom bolden ikke.
De to hold gik til pause og i den
skønne sensommersol kunne de få tilskuere nyde de velgrillede
stadionpølser. Veloplagte virkede FC Svendborgs spillere efter
pausen. Der skulle da heller ikke få mere en 10 minutter før
udligningen var en realitet. Andreas Rolskov opsnapper bolden fra
Skovbakkens Kenneth Hvilsom og alene igennem udplacerer FC
Svendborg-angriberen sikkert den fremadstormende keeper til
1-1.
4 minutter senere har FC Svendborg
en stor mulighed for at bringe sig foran, men den store
hovedstødschance blev misbrugt. Gæsterne fortsatte presset og kort
efter var de tilstedeværende vidne til Årets Mål på Vejlby/Risgårds
Centret bane. Skovbakken forsvaret sparker bolden ud af
forsvarszonen - lige ud til FC Svendborgs rutinerede venstreback
Jon Bøgedal. Han tager 1-2 korte træk frem ad banen og fra ca.
40-45 meters afstand fyrer han kanonen af. Bolden sejler over i
målsatte målhjørne - ja faktisk helt op i målhjørnet, uden at
keeper Thorsten Marx kan gribe ind. Sikke en perle - og selv
hjemmeholdets fans måtte nikke anerkendende. 2-1 til fynboerne med
en halv time igen.
Skovbakken sadlede om og sendte
Kenneth Hvilsom frem på midtbanen i håbet om at kunne skabe et pres
på modstanderen - og det lykkedes godt. Kampens sidste 30 minutter
blev et bombardement mod begge mål.
Først var Anders Staldgaard tæt på
at lukke kampen, da han sendte et veleksekveret frispark på
overliggeren. Kort efter kom udligningen så. Forsvarsspilleren Mads
Post har bevæget sig med frem på et hjørnespark som snittes videre
og tæt under mål hamrer han sikkert bolden i mål til 2-2 - og så
var vi lige vidt.
Begge hold gik efter den afgørende
scoring. Man havde en fornemmelse af, at det sidste mål ikke var
scoret - og det var da også uhyrligt tæt på i begge ender af banen.
Spillet bølgede frem og tilbage. Bl.a. måtte Andreas Dyhr i
slutminutterne hive en fantomredning ud af handskerne og i den
anden ende kunne indskiftede Uffe Troensegaard have afgjort
sagerne, da han sled sig fri ved baglinien, men hans skud blev
pareret.
Og sådan endte kampen altså med en
pointdeling - et resultat som vurderet over 90 underholdende og
velspillede minutter var ganske fair.
FC Svendborg har således skrabet 2
points sammen efter 2 uafgjorte kampe og man må sige, at spillet
tegner rigtig godt. Det nye spilkoncept fik endnu et nyk opad,
hvilket må have frydet det nye trænerteam Carsten Mikkelsen/Svend
Pedersen.
På søndag har FC Svendborg en ny
mulighed for at hente sæsonens første sejr, når de på Høje Bøge
Stadion tager imod Skjold.
Billede taget af www.europicture.net
Holdopstilling:
Andreas Dyhr
Jon Bøgedal
Casper Kruse
Jesper Mikkelsen
Kenneth Andersen
Anders Hjort (anf)
Jonas Hvilsom
Anders Staldgaard
Jacob Mouritsen
Andreas Rolskov
Jesper Rasmussen
På bænken:
Uffe Troensegaard (ind)
Theis Jensen
Mikkel Knudsen (ind)
Tobias Andersen
René Sundstrøm(GK)
Jacob Østbjerg (ind)
Kampdata
Skovbakken - FC Svendborg 2-2 (1-0)
32. min 1-0 Lasse Nørdam
55. min 1-1 Andreas Rolskov
61. min 1-2 Jon Bøgedal
71. min 2-2 Mads Post