2. division: Optakt FC Svendborg - Varde
(Billede: Kenneth Andersen er tilbage i den orange trøje efter
udstået karantæne)
Næstsidste hjemmekamp i efteråret løber af stablen på søndag på
Høje Bøge Stadion, når Varde gæster de sydfynske breddegrader.
Oddsene på et uafgjort resultat må være meget små, eftersom
begge hold indtil nu i sæsonen har vist deres styrker på det
område. Særligt i øjenfaldende er det, at Varde har præsteret
uafgjort i 5 ud af 6 udekampe - heraf er 4 af dem målløse.
På hjemmebane er FC Svendborg også dygtige til kampe uden
vinder. 3 af 6 er endt sådan og disse facts må give de danske
tippere stor lyst til at forsøge sig med et X. Hvis det står til
vore unge talentfulde FC Svendborg spillere - så ender søndagen
kamp med et stensikkert 1-tal. Optimismen i truppen er stadig
intakt trods 2 nederlag på stribe til rækkens to tophold. De
tidligere 3 års kampe imod Varde på netop Høje Bøge Stadion er alle
endt med hjemmesejre, så der er al mulig grund til at håbe på endnu
en af slagsen.
Midtbaneslider Kenneth Andersen vender tilbage til truppen efter
en spilledages karantæne. På nuværende tidspunkt er der ingen
forlydender om skadede spillere, så det bliver et slagkraftigt
mandskab FC Svendborg søndag stiller til start med.
DMI lover tørvejr over fyns land - og forhåbentlig får solen
også lov til at skinne søndag mellem kl. 13 og 15. Spændende bliver
det om FC Svendborg kommer tilbage på sejrssporet. En sejr vil lune
og bringe holdet tilbage i midterfeltet i rækken.
Vel mødt på Høje Bøge Stadion søndag d. 30/10 2011
kl. 13.00