Årets sidste (test)kamp gav sejr over FCM
(Foto: Jesper Rasmussen scorede til 2-0)
FC Svendborg spillede i aftes årets sidste fodboldkamp, da FC
Midtjyllands talentfulde reserveholdstrup gæstede kunstgræsbanen
ved Hellegaardsvej. Gæsternes hold var godt krydret med unge
talentfulde og teknisk stærke spillere og det skulle blive
spændende at se, hvordan de tacklede opgaven mod et "voksenhold"
fra 2. division.
FC Svendborgs cheftræner Carsten Mikkelsen har disse kommentarer
til kampen:
- En rigtig flot afslutning på 2011. Rigtig god fodboldkamp
i højt tempo med meget godt spil fra begge sider. FC Midtjyllands
unge spillere spillede hurtigt, men vi stod kompakt og specielt i
1. halvleg fik vi lagt presset højere og højere oppe på banen. Både
Andreas Rolskov og Kenneth Andersen var alene med keeperen i første
halvleg.
- Vi scorede 2 min før pausen. Jacob Mouritsen gik godt ned
i banen og serverede en perfekt bold i dybden til Jonas Hvilsom,
der oversprintede forsvaret i højre side og hans hårde tværpasning
sendte en FC Midtjylland spiller i nettet, hårdt presset af både
Jacob Østbjerg, Uffe Troensegaard og Andreas Rolskov på kanten af
det lille felt.
- 2. halvleg fortsatte det det flotte spil på
kunstgræsbanen, der med det fine vejr skabte en perfekt ramme om
den underholdende kamp. Vi kom foran 2-0 efter et kvarter af 2.
halvleg. Kenneth Andersens trak sig fri i højre side og sendte en
hård bold ind til Jesper Gary Rasmussen, der med indersiden fra
knap 15 meter sendte bolden i nettet.
- Et kvarter før tid reducerede FC Midtjylland på hovedstød
efter flot opspil, men det blev ved en 2-1 sejr efter en meget
opløftende indsats, hvor kæderne hang godt sammen både defensivt og
offensivt
Disse ord blev således de sidste for et langt fodboldår med
masser af kampe. FC Svendborgs spillere går nu på en velfortjent
vinterpause og kort inde i det nye år snøres fodboldstøvlerne igen
og et nyt år kan begynde. Første turneringskamp finder sted d. 1/4
2012.
Du kan her læse FC Midtjyllands referat fra gårsdagens opgør.
http://www.fcm.dk/index.php?ID=1&nyhedID=9157&mode=laes_nyhed&topID