FC Svendborg stadig ubesejret - men kun 1 point rigere (med lyd)

Hold: 2. Division
Dato: 21. august 2011
Lyd - interviews fra Radio Diablo:
Skøn sol og lifligt sommerligt vejr tiltrak 399 tilskuere, da FC
Svendborg søndag eftermiddag mødte BK Skjold på Høje Bøge Stadion i
3. spillerunde i 2. division vest. Hjemmeholdet havde fået 2
uafgjorte resultater i de 2 første spillerunder og gik nu
helhjertet efter for alvor at få sat nogle points på kontoen, men
denne søndags kamp kom på mange måde til at ligne de 2 forrige
kampe.
Trænerteamet bestående af Carsten Mikkelsen og Svend Pedersen
måtte desværre se bort fra Jesper Rasmussen og Jonas Hvilsom, der
begge er løbet ind i skader, og især fraværet af førstnævnte gav
lidt omrokeringer. Anders Hjort og Jacob Mouritsen blev begge
rykket en tand længere frem på banen og i det gav plads til Jacob
Østbjerg på den defensive midtbane.
Gæsterne fra Skjold kom klart bedst i gang med kampen. FC
Svendborg havde tydeligvis lidt problemer med organisationen mellem
forsvar og midtbane. Første store chance i kampen tilfaldt dog
hjemmeholdets Jacob Østbjerg, der midt i feltet sparkede bolden
over mål. Få sekunder senere var en Skjold angriber helt alene
igennem, men Andreas Dyhr var lynhurtigt ude og fik flot fodpareret
bolden.
Skjold lagde et forholdsvist tungt pres på FC Svendborg, som
havde svært ved at fastholde bolden i egne geledder. I det 21.
minut viste Skjold prøve på flot kontraspil, som slutteligt var
millimeter fra at bringe Københavnerne på måltavlen, men
helflugteren tæt på mål prellede af på overliggeren.
Stadionuret rundede den halve time, da tilskuerne fik et mål at
varme sig på og det var FC Svendborg, der kom foran 1-0.
Anders Staldgaard sender fra lang afstand bolden højt ind i feltet
- lige ind i panden på forsvarsspiller Jesper Mikkelsen, der med
styrke og præcision pander bolden over i modsatte målhjørne. Et
rigtig flot hovedstødsmål af det unge forsvarstalent.
Føringsmålet var stik imod spil og chancer, men som fan af
hjemmeholdet håbede man, at målet ville ændre kampens karakter. Der
gik desværre ikke mere end 6 minutter før der igen var balance i
målregnskabet. Skjold har etableret sig i hjemmeholdets målfelt,
hvor Andreas Dyhr først viser fornemt målmandsspil ved langt ude af
målet at blokere en afslutning, men Skjolds Youssef Saad ville det
anderledes. Han opsnapper returen - afdribler et par mand inden han
flot sender bolden over i det lange hjørne til 1-1.
5 minutter før pausen var Andreas Rolskov tæt på igen at sende
sit hold i front, da han er helt alene igennem med Skjolds keeper,
som han afdribler og tilbage er der kun et spark bolden i mål, men
den lidt svage afslutning bliver reddet på målstregen. I 1.
halvlegs døende sekunder får "Rolle" dog gjort skaden god igen, da
han fordobler årets målhøst. Et indlæg fra Kenneth Andersen ender
til sidst for fødderne af den unge angriber og den gang svigter han
ikke - 2-1 til FC Svendborg ved pausen.
2. halvleg blev langt fra ligeså chancerig som 1. halvleg var
det - men til gengæld var det hjemmeholdet fra FC Svendborg, der
sad på spillet det meste af tiden, men de helst store chancer blev
det aldrig til. De fleste fremmødte sad bare og ventede på, at
tiden skulle gå og at stillingen 2-1 kunne holde helt i mål - men
men men - Skjolds indskiftede Janus Blond ville det anderledes, da
han 5 minutter før tid tager chancer langt udefra. Det ikke
specielt hårde langskud sejler ned i det ene målhjørne uden chance
for Andreas Dyhr i målet - og der var dermed udlignet til 2-2.
Ærgerligt for de orangeklædte FC Svendborg, der mere og mere
lignede kampens vinder, men som endnu engang måtte gå fra banen med
kun det ene point.
Det var forståeligt nok en flok ærgerlige FC Svendborg spillere,
trænere og ledere, der forlod banen denne søndag eftermiddag - så
tæt på…men når skuffelsen har lagt sig, så må man nok sige, at
resultatet var fair set over hele kampen. Skjold havde deres store
chancer - særligt i kampens start.
FC Svendborg sætter på lørdag igen kursen mod Århus, hvor et af
de seneste par sæsoners tophold - Aarhus Fremad - venter. En svær
udekamp mod et hold, der kun har tabt 2 ud af de seneste 31
hjemmekampe!!! Statistikken bliver dog forhåbentligt ingen psykisk
barriere for FC Svendborg, der har vist, at de kan slå alle hold på
en god dag - også på udebane. Lad os håbe, at lørdag d.27/8 bliver
én af de dage.
Holdopstilling:
Andreas Dyhr
Jon Bøgedal
Casper Kruse
Jesper Mikkelsen
Kenneth Andersen
Jacob Østbjerg
Anders Hjort (anf)
Mikkel Knudsen
Anders Staldgaard
Andreas Rolskov
Jacob Mouritsen
På bænken:
Uffe Troensegaard (ind)
Theis Jensen (ind)
Tobias Andersen (ind)
Eldar Grba
Kampdata
FC Svendborg - BK Skjold 2-2 (2-1)
30. min. 1-0 Jesper Mikkelsen
36. min. 1-1 Youssef Saad
45. min. 2-1 Andreas Rolskov
86. min. 2-2 Janus Blond
Tilskuere: 399